På Nymindegab Museum kan du opleve fortællingen om mødet mellem de første kunstnerkolonier og den lokale fiskerbefolkning. Udstillingen skifter mellem kunstværker og kulturhistoriske indblik og skildrer den markante kontrast mellem livet på kunstakademiet og dagligdagen på den barske vestkyst.
Vi har stået for en gennemgribende transformation af museets indretning og udstillingskoncept. De tidligere udstillingsrum er blevet omdannet med en ny rumfordeling, der skaber et intuitivt flow gennem fortællingerne. Også bygningens facade er blevet gentænkt, så museet nu fremstår mere imødekommende og åbent – både visuelt og fysisk. Selv i vestenvindens sus kan dørene stå åbne.
I tæt samarbejde med Vardemuseerne har vi udviklet en interaktiv udstilling, hvor lydguides og digitale elementer bringer fortællingerne til live. Her er der fokus på at engagere alle sanser – mange af genstandene må røres ved, og nogle kan endda klatres på.
Udstillingen stopper ikke ved døren. Den fortsætter udendørs – på friland, hvor besøgende kan gå på opdagelse mellem traditionelle esehuse, en legegarn og en autentisk vestkysthave med urter og planter, som de så ud for 100 år siden.
Samtidig arbejder vi med at udvikle museumspladsen som et landskabs- og byrumsprojekt, der gør Nymindegab til mere end bare et sted, man passerer. Det visuelle og sanselige udtryk er inspireret af det vestjyske landskab med bølgende sandfarvede stier, marehalm og hjemmehørende beplantning. Målet er at binde by og museum sammen – og skabe et sted, man har lyst til at blive lidt længere.
Museumspladsen skal fungere som et naturligt knudepunkt for besøgende, hvor man kan samle energi, smage lokale råvarer og få overblik over områdets mange oplevelser – før man drager videre ud i det vilde klitlandskab, der tager pusten fra de fleste.
Vi er allerede i gang med næste kapitel. I april 2026 åbner en ny særudstilling, som sætter fokus på kunstneren Christen Lyngbo – en af vestkystens originale skikkelser og måske områdets første hippie. Gennem hans liv og værker kaster vi nyt lys over frihed, kreativitet og det særlige vestjyske sind.