Projekter

/ Sankt Hans

  • Identitet
  • Wayfinding
  • Stedsaktivering

Sankt Hans Hospital blev opført i 1800-tallet med en grundlæggende tro på, at natur, skønhed og ro har en positiv betydning for menneskers velvære. Denne tanke danner fortsat fundamentet for udviklingen af området, som Roskilde Kommune nu er i gang med at forvandle til en ny naturbydel.

Le bureau har stået for udviklingen af bydelens visuelle identitet, wayfindingstrategi samt design af skiltnings- og formidlingselementer. Målet har været at skabe en stærk og genkendelig stedsidentitet, der respekterer og viderefører områdets særlige historie.

Designet tager afsæt i stedets tre centrale fortællinger: kulturarven, naturen og psykiatrihistorien. Det kommer bl.a. til udtryk i logoets bueslag, der er inspireret af arkitekten Gottlieb Bindesbølls formsprog – og symboliserer en imødekommende gestus med ’åbne døre’. Grafik og illustrationer er desuden inspireret af værker af kunstneren Karoline Ebbesen, der gennem mange år var patient på Sankt Hans.

Transformationen af Sankt Hans handler ikke blot om ny anvendelse, men også om at formidle og respektere historien om de mennesker, der har haft deres liv her. Identiteten balancerer derfor det smukke og det skrøbelige – og giver plads til det uperfekte som en del af stedets unikke karakter.