De Gamles By på Nørrebro i København er et helt særligt kvarter. De første bygninger i kvarteret var et hospital bygget i slutningen af 1800-tallet, og i starten af 1900-tallet blev et plejehjem tilføjet, hvorefter det samlede anlæg fik sit navn. I dag har institutioner, klinikker og plejefaciliteter under Københavns Kommune adresse i bygningerne.

I kvarteret kan man stadig fornemme, hvordan området så ud engang. Gennem en port i hovedbygningen ankommer man til en smuk allé med birketræer. Alléen fungerer som en akse, hvorom alle bygninger i anlægget er spejlet, hvilket skaber en højtidelig stemning med associationer til forgangne tiders barokanlæg. Kronen på værket er rundkirken med kuppel, som afslutter alléen og føles som en ydmyg udgave af marmorkirken.

Røde teglsten går igen i hele anlægget, som en klar signatur og mimer flittigt paladsarkitektur med pyntebuer over vinduestik og snydesøjler omkring hjørner og portaler.

Da anlægget stod i sin helhed, bandt en mur i samme røde teglsten – og i samme murforbandt – alle de gamle bygninger sammen på en underspillet måde. Det var sin egen lille by i byen.

Med nedrivningen af den gamle mur blev grænserne mellem Nørrebro og De Gamles By udviskede. Det gamle sanatorieanlæg står stadig som et tungtvejende og identitetsskabende centrum i kvarteret, men som nye moderne bygninger er kommet til og har forbrudt sig på centralaksen, er kvarterets rumlige logik fortonet, og det er blevet svært at genkende kvarteret som en by i byen. Grænsen, hvor Nørrebro stopper, og De Gamles By begynder, er utydelig, og det har skabt grobund for forvildelse.

Da vi, i samarbejde med Sted By- og Landskabsarkitekter, blev engageret af Københavns Kommune til at komme med en løsning på De Gamles Bys wayfindingsmæssige udfordringer, fokuserede vi bl.a. på brugere med særlige behov og blev i den forbindelse optaget af brugerne med begyndende demens.

Vanskeligheder med at navigere er et af de tidligste symptomer på demens. En del af det at navigere er evnen til at genkende steder – kan man det, betyder det, at man er i stand til at sætte stederne i en geografisk kontekst. Det center i hjernen, hvor denne forbindelse muliggøres, er et af de steder, der bliver beskadiget først ved demens.

Selvom mennesker med demens er langsommere og mindre præcise i deres måder at finde rundt på, er de stadig i stand til at navigere i nye såvel som velkendte områder. Det kræver dog, at miljøet er overskueligt og logisk og dermed overvejende intuitivt at finde rundt i:

• Det skal være nemt at beslutte hvilken vej, man skal fortsætte af.
• Omgivelserne må ikke være for ensartet. Man skal nemt kunne differentiere de forskellige bygninger og veje.
• Der skal være linjer i byrummet, man kan følge, såsom tydelige fortove og stier med et klart hierarki.
• Der skal være genkendelige landemærker, som fungerer som sekventielle stedmarkører hver gang, man skal træffe en beslutning på sin rute.

Et landemærke er et objekt, der skiller sig ud fra sine omgivelser. De kan være globale – det er dem, de fleste af os lægger mærke til og som kan ses på god afstand såsom store og markante bygningsværker med mindeværdige, provokerende eller flashy detaljer. Og så er der de personlige landemærker. Det er dem, vi hver især lægger mærke til. Det kan være alt fra det hus, der minder dig om dit barndomshjem til der, hvor du fik dit første kys og derfor har et særligt minde forbundet til stedet. De personlige landemærker har det til fælles, at de er tricket af en følelsesmæssig respons.

De Gamles By er i dag anti-intuitiv, og det skaber forvirring. Især for de demente. Det, at bygningerne er spejlet i en akse og fuldstændig ens, gør, at man kan blive usikker på, om man skal være på den ene eller den anden side af alléen. De gamle portaler fungerer i overvejende grad ikke længere som hovedindgange; nu er de service- eller personaleindgange, og andre post primære adgange er simpelthen lukkede. Til gengæld benyttes flere gamle bagdøre nu som hovedindgange, hvilket skaber situationer, hvor man skal opsøge den mindste dør henne bag cykelskuret fremfor den store portal, der nærmest suger dig ind med sine dobbeltindrammede buer og trædesten i granit. Det er nok de færreste for hvem den situation giver mening. Derudover giver de brede veje og parkeringsarealer for mange mulige bevægelsesretninger, da der mangler de linjer, som fortovene plejer at udgøre. Og til sidst; den førnævnte manglede grænse mellem bydelen og det resterende Nørrebro, som skaber tvivl om, man stadig er inde i den afgrænsede bydel eller har bevæget sig ud på Nørrebro.

Tilbage på tegnebordet lagde vi en strategi om at gøre bydelen nem at forstå ved at skabe løsninger bygget på intuition og forventning. Det at finde vej er ikke en særlig funktion i hjernen, vi er født med, det er tværtimod noget, vi lærer, og derfor er det også kulturelt betinget. Når vi bevæger os rundt i ukendte miljøer, spejder vi konstant efter tegn, der bekræfter vores forventninger om, hvordan det, vi leder efter, normalt ser ud. F.eks. forventer vi, at en hovedindgang er den største og mest signifikante dør på en facade, og vi forventer at blive bekræftet af et skilt, når vi kommer tæt på døren. Lever omgivelserne ikke op til vores forventninger, bliver vi forvirrede.

Løsningerne præsenterede vi i en manual med byrums- og skiltedesign, hvor strategien er at implementere det nye design gradvist i takt med, at der alligevel skal etableres nye veje eller anlæg.

Vi anbefalede at gå væk fra en skiltning man typisk ser ved hospitalsanlæg med bogstaver på bygningerne og listelange henvisningsskilte. I stedet indførte vi helt almindelig københavner-gade-logik. Altså fortovsfliser i beton med chaussét-sten, blå fritstående eller væghængte gadenavneskilte med våbenskjold og tydelige husnumre over døre med en adresse.

Områdets nye trafikale hovedgreb former sig som en loop-struktur centreret om allén. Her fremhæves gadeforløbet ved hjælp af sammenhængende fortove og det centrale loop differentieres dermed fra de mindre sideveje. Der skabes et klart hieraki. Fra det centrale loop kan man finde ud til alle behandlingsenheder, institutioner og hjem.

Der introduceres desuden beplantning, belysning og møblering, som understøtter stedets forskellige ’stemmer’. Er det en privat bolig vil man kunne finde potteplanter, havegange og dæmpet belysning. Er det et offentligt behandlingssted møder man en belyst ankomstplads med siddemøbler og tydelige skilte.

Det betyder også, at en gammel bagdør, der nu har status som hovedindgang, iscenesættes med elementer, man ville forvente på et offentligt sted.

Muren genintroduceres der hvor det er muligt. Nogle steder som mur og andre steder som en lav plint, man kan kigge over og bruge som bænk. Og skilte og møbler, designet specifikt til ’De Gamles By’, samler bydelen og skaber genkendelse og tryghed.
Endelig skabes der nye lokale landemærker, i form af kunstværker, på de steder der skaber forvirring ved at have for stor ensartethed.

Et, for mig, særligt interessant lag i designguiden er introduktionen af kunst som landemærke. For at et kunstværk kan blive et bemærkelsesværdigt landemærke, skal det stå i kontrast til sine omgivelser og være visuelt stærk i form, farve og størrelse. Det skal give mening og ikke være abstrakt. Og skal det indprente sig særligt stærkt i beskuerens hukommelse, skal det kunne fremkalde en følelsesmæssig respons, så det på den måde bliver et personligt og signifikant landemærke.

Til at understøtte designmanualens empiri, og for at sikre os at anbefalerne også ville favne de svageste brugere af kvarteret, dykkede vi ned i forskningen. Her fandt vi mange og gode konklusioner, som endda var utroligt konkrete med guidelines til visuelt design. Desværre omhandlede dette stort set kun forhold indendørs, som er et miljø, der er nemmere at kontrollere. Hertil er udgangspunktet stort set taget som et tværsnit af en patientgruppe med svær demens, som eksempelvis kan have svært ved at skelne visse farver, misforstå mønstre i belægning som huller og generelt kun kan overskue rum på størrelse med en lille gårdhave. En sådan patientgruppe kan slet ikke kan sammenlignes med den gruppe borgere, vi ønskede at tage udgangspunkt i. I De Gamles By skal landemærkerne henvende sig til borgere, som er i begyndelsen af deres sygdom og stadig selv kan finde hen til deres behandlingssted.

Udfordringerne for denne brugergruppe er ikke lige så entydige. Vi lagde derfor litteraturen på hylden for at fortsætte vores research i den virkelige verden.

Vi mødtes med en lille gruppe på fem midaldrende kvinder med begyndende demens. De havde netop færdiggjort en times træning, hvor de, med krop og sind, gennemgår øvelser, der forsinker deres symptomer.

Samtalen var kort og varede omkring et kvarters tid, for de blev – med deres egne ord – hurtigt fyldt op. Vi blev mødt af en kras kritik af de årtiers gamle pegeskilte, der viste hen til steder, der ikke længere fandtes. En af kvinderne – lad os kalde hende Mona – fortalte os, at det at have demens ikke nødvendigvis handlede om evnen til at huske, men mere om at blive hurtigt stresset – med stærkere følelser til følge. Hun fortalte om den første gang, hun skulle til behandling; det var hendes mand, der kørte hende derind, og de fór hurtigt vild.

Når man kører ind i De Gamles By, er det via en port, der ikke er ensrettet, men ikke har plads til to biler på en gang. Hvis det er en solrig dag, er porten mørk, og det er svært at se, om man kører ind i nogen. Når man er ude af porten, skal øjnene hurtigt vænne sig til det skarpe lys, alt imens man gør sig klar til at dreje til venstre, hvor begge behandlingssteder for demens findes. Men lige som man gør anslag til at dreje, forstår man, at vejen er ensrettet, og man må i sidste sekund orientere sig på ny, træffe en beslutning og dreje ned ad en alternativ rute. For mig var det birkealléen med de smukke træer – måske var det det samme for Mona og hendes mand? Alléen er kort, og der er ikke lang tid til at genfinde sin fatning. Måske var det her, foran kirken med kuplen, at det blev for meget for Mona, og hun, ikke engang et minut inde i De Gamles By, blev overvældet af tårer, usikkerhed og bekymring.

Monas fortælling vidner om et følelsesliv, der ikke er gearet til selv kort tids udfordringer i en ulogisk bydel.

En anden kvinde i gruppen, Elin, stak tydeligt ud, fordi hendes sygdom var mere fremskreden. Der var en ro over hende som afspejlede en accept af ikke længere at kunne sætte lid til sin hukommelse. Elin forklarede sine oplevelser som mere konkrete og mindre indadvendte. Det blev meget tydeligt, da vi havde turneret rundt om en bygning og stod og kiggede tilbage på hendes behandlingssted, at hendes evne til at genkende et sted var nedbrudt. For her stod vi og kiggede på det behandlingssted, hun netop var kommet ud fra, men det faktum, at vi så det fra en ny vinkel, gjorde at hun ikke kunne regne ud, om det var det ene eller det andet hus, hun hørte hjemme i. For bygningen var spejlet på aksen, og på den anden side af vejen stod et tilsyneladende identisk hus. For os andre var det nemt at adskille, men for Elin kunne det højre hus være lige så godt som det venstre. Der var ingen klare spor.

På baggrund af det meget givende møde kunne vi konkludere, at denne gruppe patienter ville nyde godt af mere logiske omgivelser, der intuitivt ville tage dem i hånden hele vejen til mål. Vi havde en god ide om, hvor de særligt forvirrende steder kunne være, og for at cementerer vores antagelser, indgik vi et samarbejde med Anayka Bettencourt, der er antropologistuderende ved ’Department of People and Technology’ på RUC. Hun begyndte mere detaljeret at afdække, hvordan denne brugergruppe finder vej til deres behandlingscentre, og hvor det oftest går galt.

Bettencourts rapport indeholdt, foruden et interessant teoriafsnit, gehl’ske observationer af borgere med begyndende demens ved kvarterets indgange og i nærheden af behandlingscentrene. Observationerne viste, at skiltning først virker ved ankomst, når borgeren skal have bekræftet, at hun er ankommet til det rette sted. Skilte på vejen derhen blev hverken læst eller set.
Bettencourt understøttede sine observationer med særskilte interviews af to af behandlingscentres brugere. Først gik de en tur, hvor brugerne forklarede, hvad de oplevede undervejs og efterfølgende stillede Bettencourt dem som opgave at tegne deres rute i et såkaldt kognitivt kort.
Et kognitivt kort er et kort, der tegnes, når vi finder vej. Først er kortet simpelt, og jo mere vi lærer et område at kende, jo mere finmasket bliver det, og jo bedre et overblik giver det. Et kognitivt kort nedfældet på papir ligner ofte den type rutekort, man ville kradse ned på lap papir, når en fremmed spørger en om vej – hvis du altså er så gammel, at du kan huske verden før GPS’en gjorde dens slags lapper unødvendige. Tegningen afspejler det oplevede rum, hvor afstande defineres af den tid, de tager at aflægge, og strækninger planes ud i lige linjer med 45 og 90 graders retningsskifter – lidt ligesom man kender det fra et metro-kort.

Når raske mennesker tegner et kognitivt kort, består det først og fremmest af linjer som repræsenterer de veje, man har bevæget sig ned af. Hertil føjes der knudepunkter (fx Rådhuspladsen), grænser (fx en jernbane), distrikter (fx Kødbyen) og landemærker (Rådhuset, Den blå kaffebar, den duftende rosenhave).

Brugerne med begyndende demens manglede overblikket. Den ene havde kun ét element med i deres kognitive kort; nemlig landemærkerne, men disse var afkoblet fra deres beliggenhed. Landemærkerne blev ikke nedfældet i en geografisk sammenhæng men i stedet som en sekvens af objekter, hvorom alt andet flyder sammen.
Begge borgerne berettede dog, at hvis der var sket en forandring i landskabet, der gjorde at et landemærke var skjult, fór de vild. Landemærkerne, som de navigerede efter, var større og mere markante jo længere væk fra destinationen, de var: Kirken i De Gamles By, graffiti-væggen ved Det Fri Gymnasium, de orange luftkanaler foran Panum. Derefter blev landemærkerne mindre markante og mere lokale jo tættere de kom på behandlingssteder; cykelstativer, parkerede varevogne m.m.

Bettencourts undersøgelser peger på værdien af landemærker. Et effektivt landemærke som alle brugere vil benytte i deres wayfinding, er en kombination af både det globale og personlige landemærke. Altså et element der på samme tid skiller sig ud og skaber en følelsesmæssig respons hos beskueren, med henblik på at stedet lagrer sig bedre i hukommelsen.

Vores bud på et oplagt landemærke var et kunstværk og inddrog derfor kurator Stenka Helfach, der er specialiseret i offentlig kunst, til at pege på mulige værker, der opfylder kravene til at udgøre et effektivt landemærke.
Helfach viste os flere eksempler som fx Kunstnergruppen Superflexs skulpturer ved Herlev Hospital, der i sin enkelthed er forstørrede hvide grøntsager. Stiforløb leder dig forbi et fire meter højt hvidløg, og ved parkeringspladsen hviler et enormt broccolihoved sig tungt i gruset. Værkerne leder tankerne over på sund kost – noget der måske kan virke provokerende for nogle patienter, idet de kan give anledning til at tænke, at man selv er skyld i sin (livstils-)sygdom. På andre kan de måske virke inspirerende og som en god påmindelse om at holde sig sund. Under alle omstændigheder er de fremmede for omgivelserne og stærkt kontrastfulde, samtidig med at de er genkendelige og nemme at italesætte. En kombination der udgør det perfekte landemærke.
Et andet bud er flagværket ”Native, Exotic, Normal” af Hesselholt & Mejlvang som ved første øjekast er smukke og ”nude”-farvede flag og flagstænger i varierende højder placeret i en cirkelformation. Ved lidt længere dvælen åbenbarer de kolonialistiske under- (eller rettere over-) toner sig. Farverne er i virkeligheden et spænd af hudfarver og kombinationen med flag, højderne på stængerne og deres formation sætter tankerne i gang.

Vi ønsker at teste vores tese, så vi kan drage virkelige konklusioner med kunst, wayfinding og demens og arbejder derfor nu på at rejse midler til kunstværker og efterfølgende analyser.