“Jeg kan svagt huske dengang, vi måtte kigge på et kort og huske ruten. Tiden, hvor vi beskrev vejen til festen for hinanden. Skitserede på en lap papir, spurgte nogen til råds på vejen og kiggede os omkring. Nogle gange for vi vild og blev væk. Vi kom for sent, men fandt som regel vejen.

De sagde, GPS ville give mere overskud til at nyde turen og bedre, erindre stederne, vi bevægede os gennem. Men nu siges det, at vi er blevet uopmærksomme og lader os føre som i blinde. Vi er ved at aflære et helt sprog for, hvor vi befinder os i verden, og forskning viser, at vi er ved at miste de kognitive evner, som vi bruger til at orientere os med. Evnen til at navigere i verden.”

Uddrag af ‘Jordbo – en ledsager i uregerlige tider’. Essays af Emmy Laura Perez Fjalland

Når vi skal finde vej er GPS ofte det foretrukne værktøj. Og du kan måske nikke genkendende til ovenstående? Måske har du prøvet, at din mobil er løbet tør for strøm, og at du pludselig indser, at du ikke aner, hvor du er, og hvordan du kommer tilbage.

Det at finde vej er en læringsproces, og jo mere vi øver os, jo bedre bliver vi til det. Og på den måde giver det sig selv, at hvis vi stopper med at træne, mister vi en del af de evner.

Ifølge byplanlægger og forfatter til bogen ”Image of the city” Kevin Lynch, lagrer vi rumlige data i hjernen med et såkaldt ’kognitivt kort’. Hjernen tegner konstant på vores utallige kognitive kort, og jo mere du bevæger dig rundt det samme sted, jo mere detaljeret er dit kognitive kort over dette område. Noget tyder på, at det kognitive kort skal forstås ret konkret. Som eksempel er vi under vores research faldet over et lidt skørt forsøg, hvor en rotte bliver ledt gennem en labyrint med en lille hjernescanner på hovedet. Scanneren afslører de aktive neuroner i hjernen, som forskerne så kan se som små lysprikker på en skærm. Og det er så her det interessante sker, for på skærmen lyser prikkerne op i labyrintens form, efterhånden som rotten finder vej gennem labyrinten. Altså et nærmest fysisk kognitivt kort.

Hvis du lader dig føre i blinde af en guide eller en GPS, bliver dit kognitive kort fattigt og du har dermed sværere ved at navigere uden hjælpemidler. Så du mister dels din evne til at navigere i verden, dels svækkes din opmærksomhed og dermed din oplevelse af dine omgivelser. Din oplevelse bliver fattigere.

Når du derimod finder rundt på egen hånd, er du nødt til at tage stilling og konstant træffe valg. Du løfter blikket og betragter dine omgivelser mere intenst og opdager måske nye detaljer, der skal udforskes yderligere.

Debatten om GPS og vores dalende evner til at finde vej på egen hånd, er måske ikke så vigtig en diskussion i vores dagligdags pendling, hvor vi bare gerne vil minimere vores transporttid, så vi kan bruge vores tid mere meningsfuldt.

Der, hvor det til gengæld giver rigtig god mening at tænke sig om, er i oplevelsesindustrien. Her giver det virkelig god mening at anspore til at gæster og turister får dannet et så finmasket kognitivt kort som muligt. At de løfter blikket fra skærmen og bliver opslugt af omgivelserne.

Netop derfor ligger der et kæmpe potentiale i wayfinding.

Med analoge – og stedsspecifikke – navigationsværktøjer såsom skiltedesign, oplevelseskort og intuitivt landskabsdesign kan vi inspirere til, at gæsten hengiver sig til stedet – landskabet og arkitekturen, historien.

Hvis du vil læse mere om emnet, anbefaler vi følgende bøger og artikler:
“Images of the city”, 1960, Kevin Lynch

“Despite a few remaining puzzles, it now seems unlikely that there is any mystic instinct of wayfinding. Rather there is a consistent use and organization of definite sensory cues from the external environment.”

“Smartphones as Locative Media”, 2008, Jordan Frith:

“Rather than view travel as ‘dead time’ (Green 2002) mobilities scholars argue that mobility is an essential element that shapes how people experience place. Places are not merely a set of fixed destinations. Places are performances, and part of those performances is mobility.”

“Spatial cognition & Computation”, 2017 17 4 273, Wayfinding through orientation, 2017:

“Dominant approaches in computer-assisted wayfinding support adhere to the deeply problematic principles of turn-by-turn navigation. In this article, “we suggest a new approach called wayfinding through orientation.”