
Projekt: Center for Sundhed
Kunde: Københavns Kommune
Projektperiode: 2022-2024
Sted: De Gamles By,København
Wayfinding, Brugerstudier, Skiltedesign, Strategi, Storrumsgrafik, Udsmykning
I Center for Sundhed på Nørrebro omfavner den smukke træbygning både borgere og personale. Allerede ved ankomsten træder man ind i husets træforede hjerterum, hvor materialitet og skala får skuldrene til at sænke sig i en situation, der for mange er forbundet med sårbarhed.
Vi blev koblet på projektet, mens bygningen endnu kun fandtes som tegning på Dorte Mandrups tegnestue. Gennem grundige brugerundersøgelser og inddragende workshops kortlagde vi bevægelsesmønstre, behov og usikkerheder i huset og udviklede præcise brugerrejser, der tydeliggjorde forskellene mellem borgeres og personales behov.





Brugerstudier og workshops som afsæt for design
Gennem brugerstudier med borgere og workshops med personale blev bevægelsesmønstre, behov og usikkerheder kortlagt. Interviews og gåture i tilsvarende sundhedscentre gav indblik i, hvordan borgere faktisk orienterer sig – og hvor der opstår tvivl eller utryghed. Workshops og studieture med personalet gav fælles erfaringer og et konkret grundlag for at diskutere, hvad der understøtter arbejdet – og hvad der skaber unødig friktion i hverdagen. Indsigterne blev omsat til konkrete brugerrejser, der tydeliggjorde forskellene mellem borgeres og personales behov og dannede grundlag for en løsning, der tager afsæt i adfærd frem for antagelser.


Wayfinding – og spatial design – integreret i arkitekturen
Center for Sundhed strækker sig over tre etager og rummer en række borgerrettede funktioner – herunder undervisningslokaler, multisal, møde- og samtalerum, trænings- og køkkenfaciliteter – samt en mindre kontorafdeling.
Wayfindingen er udviklet med afsæt i arkitekturen og arbejder i spændet mellem skiltning og rumlige greb. I stedet for at tilføre flere lag af skiltning er der arbejdet med at understøtte orienteringen gennem placering, form og sammenhæng med bygningens materialer og bevægelsesforløb.
Som en del af løsningen er der arbejdet med storumsgrafik på husets store glasflader. Her fungerer grafikken som en visuel forlængelse af arkitekturen og bidrager til orienteringen uden at dominere rummet.


Design, der inviterer til bevægelse
Skiltedesignet tager afsæt i bygningens arkitektoniske kvalitet og er udviklet som en forlængelse af huset – med et tydeligt, men underspillet greb.
Pilen er formgivet, så den ikke blot peger direkte frem, men bølger og loop’er. Den understøtter ambitionen om bevægelse og signalerer, at orientering ikke kun handler om effektivitet, men også om at invitere til en mindre direkte vej.