Helsingør

Projekt: Wayfinding i Helsingør
Kunde: Helsingør Kommune
Projektperiode: 2019–2021
Sted: Helsingør bymidte og Kulturhavn Kronborg

Kortdesign, Wayfinding, Skiltedesign, Destinationsudvikling, Stedsidentitet, Formidling

Udviklingen af Kulturhavn Kronborg og siden Helsingør bykerne udgør et samlet og fortløbende byudviklingsforløb, hvor Helsingør har transformeret sig fra industrihavn til kulturhavn og videre til en hel destination, hvor by, havn, slot og strand hænger sammen.

Projektet viser, hvordan kortdesign og wayfinding styrker orientering, bevægelse og oplevelse på tværs af byen – fra bymidte til kulturhavn, fra Kronborg til kyst.

Wayfinding og sammenhæng på tværs af byen

Wayfindingen er udviklet som en kuratering af gæstens bevægelse gennem Helsingør. Skiltedesign, oversigtskort og forbindelser guider fra ankomst til ophold og binder bymidte, kulturhavn, Kronborg og kyst sammen i én samlet oplevelse.

Samtidig adresserer løsningen konkrete udfordringer med orientering og barrieren mellem by og havn og styrker både gæsteservice, handelsliv og turisme.

Kortdesign som hovedgreb

Det skal være nemt at finde rundt i Helsingør, så både dagligdagsgæster og turister kan bruge deres energi på at opleve og nyde den smukke og stemningsfulde renæssanceby.

Vi ved fra internationale projekter, at kort giver tryghed til at bevæge sig ud på egen hånd. Når man ved, at man altid kan orientere sig, tør man også gå længere – og det styrker både sundheden, handelslivet og byens kulturliv.

Vores kort er designet i flere lag: På afstand vækker de nysgerrighed, tæt på giver de et klart overblik, og i detaljen inviterer de til fordybelse med 3D-tegnede monumenter, kunstværker og steder at opholde sig.

Stedsidentitet og formidling

Kort- og skiltedesign er forankret i en samlet stedsidentitet, hvor formidling og sprog åbner byen frem for at kategorisere den. Beskrivelser og navngivning er udviklet til at skabe billeder, vække nysgerrighed og sætte bevægelse i gang. Vi skriver fx Den gamle by med skæve huse og caféer frem for blot Bymidte – og museer, is og udsigt i stedet for Museumskvarter. På den måde fremelsker vi forventningens glæde og en nysgerrighed, der får folk til at gå på opdagelse.