Artikel der indgik i vores avisudgivelse Bon Appetit
Se eksempler på vores arbejde med stedsmodning:
Når steder transformeres, omdannes eller genfortolkes, åbner der sig unikke muligheder for at indsamle viden og knytte nye relationer til stedet. Fra de første visioner er formuleret til det endelige projekt står færdigt, opstår der et mulighedsrum, som vi ofte glemmer at udnytte. Hvorfor er vi ikke bedre til at bruge tiden aktivt og strategisk?
Lad os lære af Tyskland, Holland og England, hvor designere og byudviklere har stor erfaring med at bruge forandringsprocessen som et offentligt læringsrum for prototyper, kollektive byggeprocesser, eksperimenter og midlertidige mødesteder. Her foldes forandringen ud for øjnene af dem, der tager del i stedet.
Vi kalder denne indledende og undersøgende fase i transformationsprocessen for stedsmodning.
Det er netop her, designinterventioner og designinstallationer kan indsamle viden, understøtte visioner, teste nye idéer og give form til det, der er på vej.
Denne tilgang ligger tæt på den britiske kunstner og arkitekt Nils Normans begreb placefinding. Hvor placemaking ofte handler om at skabe noget nyt, peger placefinding på det modsatte: at man først må finde stedet, lytte til det og undersøge dets iboende logikker, før man designer. Stedsmodning er netop dette: en undersøgende fase, hvor vi ikke forsøger at definere, hvad stedet skal være, men søger at forstå, hvad det allerede er i gang med at blive.
Forskning i urbane eksperimenter viser, at når noget afprøves — en sti, et opholdssted, en overgang, et nyt flow — får både brugere, planlæggere og designere en langt dybere og hurtigere forståelse af, hvad der fungerer, og hvad der skal justeres. Det bliver strategiske afprøvninger og en motor for fælles læring, hvor erfaring, adfærd og brugsmønstre kommer frem tidligt, og ikke først når det permanente står færdigt.
| Designintervention En designintervention er hensigten og handlingen bag et greb. Det er den strategiske undersøgelse: et målrettet eksperiment, der skal teste noget, afsløre noget eller skabe nærvær i en forandringsproces. En designintervention kan fx have til formål at undersøge, hvordan mennesker bevæger sig gennem – og bruger – et område: → skabe synlighed om en transformation → invitere til ophold i en overgangsperiode → skabe dialog mellem brugere og projekt → byggefællesskaber |
| Designinstallation En designinstallation er det konkrete fysiske greb, der gør interventionen mulig. Installationen er derfor formen – det, man kan stå på, sidde i, bevæge sig gennem eller lægge mærke til. En designinstallation kan være: → et midlertidigt møbel → en prototype på en sti eller overgang → en rumlig markering eller grafisk vejvisning → et lille samlingspunkt → en belysningsmarkør → en mindre udstilling eller fortællende struktur |
Hvorfor gør vi så sjældent det samme i Danmark?
Det skyldes næppe mangel på talent — vores design- og planlægningstradition er stærk. Måske handler det nærmere om, at to antagelser står i vejen.
1
Forestillingen om, at det er dyrt: Men erfaringerne fra Europa viser det modsatte: de mest virkningsfulde greb er ofte de mest enkle. En prototype, et møbel, en markering, et lokalt byggedeck eller en midlertidig forløbssti kan skabe mere indsigt i, hvordan mennesker faktisk bruger et sted. Forskning i designinterventioner peger på, at sådanne greb netop fungerer som små “situationsbestemte laboratorier”, hvor flows, konflikter og potentialer bliver synlige, fordi man kan se dem i handling.
2
Forestillingen om, at deltagelse er procestungt: Mange forbinder deltagelse med høringer, afstemninger og lange borgerprocesser. Men designinterventioner kræver ikke nødvendigvis, at borgerne skal inddrages i beslutningerne — de kan også bare give dem mulighed for at følge med. At forstå, hvad der sker. At tage rummet i brug, mens det forandrer sig. At mærke, at udviklingen er nærværende og vedkommende. Deltagelse kommer i mange størrelser og former.
Det strategiske blik – hvorfor netop her?
Designinterventioner har mange ansigter og drives af forskellige hensigter. Som Skytt-Larsen et al. (2022) peger på, drives de af fem forskellige logikker – meget forsimplet sagt:
→
En rumlig logik (hvad kan stedet fysisk?)
→
En social logik (hvem bruger det og hvordan?)
→
En kulturel logik (hvad ønsker fællesskaberne?)
→
En økonomisk logik (hvad giver værdi, både i overgangsperioden og i fremtiden?)
→
En planlægningslogik (hvad skal testes, før man beslutter sig?)
Det strategiske blik handler derfor om at gøre sig bevidst om formålet med interventionen. Nogle steder kræver en rumlig intervention, fordi området står tomt og har brug for forandring, fysisk form og retning. Andre steder er den sociale logik vigtigst — at skabe fællesskaber, relationer eller tryghed, før større forandringer går i gang. Eller måske er målet økonomisk eller funktionelt: at holde et område i live, mens der ventes på investeringer.
I modningsprocessen er den planlægningsmæssige logik central: midlertidige greb kan bruges til at afprøve flows, mødesteder og stemninger, før man fastlægger det permanente. Designinterventioner og designinstallationer er dermed et strategisk værktøj, hvor en prototype, en installering eller en social begivenhed kan skabe læring, brug, forståelse og liv, mens projektet er i bevægelse. Netop fordi formålet er forskelligt, er timingen afgørende.
Tid, modning, det midlertidige og det tidlige permanente greb
Mange europæiske projekter arbejder med det, man kunne kalde tidlige permanente greb: små, robuste elementer – en bænk, et formidlingspunkt, en indgangsmarkering, et samlingspunkt – som introduceres helt i begyndelsen af processen for at skabe orientering, tryghed og brugbarhed, længe før den endelige plan er realiseret.
Disse greb bryder med forestillingen om, at man skal vente, til “alt er færdigt”, før noget må stå fast. I stedet bruges de permanente elementer til at skabe en rumlig stabilitet, som mennesker kan knytte sig til undervejs. Forskning i urbane transitioner (Frantzeskaki m.fl., 2018) peger på, at netop denne kombination af midlertidige tests og tidlige permanente strukturer styrker både læring, tilknytning og beslutningsgrundlag.
Hvor midlertidigheden hjælper med at afprøve flows, brug og sociale rytmer, giver de tidlige permanente greb stedet en første form for identitet – en fysisk kerne, der kan vokse videre, mens resten af området stadig er i udvikling. Tilsammen skaber de en modningstid, hvor stedet både kan bruges, forstås og tilegnes, før det endelige projekt står klart.
Designinterventioner som formidling, tilstedeværelse og begyndelse
Når vi arbejder med designinterventioner og designinstallationer bliver udviklingsprocessen ikke kun synlig – den bliver en måde at lære stedet at kende på. Idéer kan afprøves, rum kan testes, og relationer kan opstå. Det skaber tre stærke muligheder:
1
Processen bliver synlig og forståelig. Når folk kan se, at der foregår noget — at der testes, lyttes, bygges, justeres — bliver forandringen lettere at acceptere. Synlighed skaber tryghed.
2
Stedet kan bruges, selvom det ikke er færdigt. En midlertidig sti, et lille byrum, et bord, en installation eller en visuel markering kan gøre et område trygt og tilgængeligt, længe før det permanente træder frem. Det betyder, at stedets liv ikke går i stå, mens udviklingen står på.
3
Identiteten begynder at gro tidligt. Når mennesker mødes, stopper op, leger, hviler, udforsker eller bare går gennem et rum, sætter de spor. Disse første mikrohandlinger danner ofte kimen til den fremtidige identitet. Internationale praksisser viser, at netop de tidlige anvendelser — uanset hvor små de er — har en enorm indflydelse på, hvordan stedets permanente liv tager form.
Analyser af urbane eksperimenter (Frantzeskaki et al., 2018) viser, at selv små greb kan ændre både adfærd og forståelse. De kan skabe nye fællesskaber, fremme læring, åbne planlægningen for justeringer og give beslutningstagere et mere realistisk billede af, hvordan et fremtidigt sted vil fungere i praksis. Det stemmer overens med erfaringerne fra en række europæiske projekter – og fra vores eget arbejde, fx på Frederiksberg Hospital – hvor Salonen fungerede som både opmærksomhedspunkt og mødested, og rumlige markeringer gjorde det muligt for mennesker at orientere sig, bruge området og forstå transformationen, mens den stod på.
Tilknytning som drivkraft i forandring
En vigtig grund til, at designinterventioner virker, handler om tilknytning. Forskning i place attachment (Scannell & Gifford, 2010) viser, at mennesker knytter sig til steder gennem tre sammenvævede dimensioner:
→
Et personbåret perspektiv, hvor tilknytning både kan være individuel og kollektiv
→
Et procesbåret perspektiv, hvor tilknytning udvikles gennem brug, følelser, forståelse og handling
→
Et stedbåret perspektiv, hvor de fysiske, sociale og symbolske kvaliteter i stedet danner rammen
Set fra dette perspektiv er tilknytning en central del af stedets udvikling og identitet — ikke som en fortælling, men som en kropslig og sanselig relation, der vokser ud af hverdagslivets møder (i tråd med C. Degnen, 2016). Designinterventioner aktiverer netop disse mekanismer: når mennesker bevæger sig gennem en ny sti, sætter sig et uvant sted, deltager i en lille begivenhed eller blot registrerer en visuel markering, skabes de første spirer af forståelse, tryghed og ejerskab.
Det er derfor, selv små greb kan have stor betydning. Det handler ikke kun om at teste idéer — det handler om at skabe den relationelle begyndelse på det, stedet kan blive. Tilknytningen gør forandringen mere meningsfuld, mindsker modstand, øger tillid og giver mulighed for, at fællesskabet engagerer sig organisk i det, der er på vej. Designinterventioner bygger med andre ord relationer, længe før de permanente strukturer står klar.
Mod til at turde
At arbejde med designinterventioner kræver ikke nødvendigvis flere ressourcer, men et andet mindset. Det kræver, at vi tør lade stedet være ufærdigt, og at vi tør arbejde undersøgende, sanseligt og i øjenhøjde med dem, der bruger det. At vi accepterer, at stedet ikke afhænger af det permanente, men formes i det levende, det midlertidige, det mulige.
Arbejdet med designinterventioner og designinstallationer er et afsæt og en måde at skabe steder, der bliver brugt og forstået, før de er færdige. Det bedste udgangspunkt for at skabe levende og imødekommende steder.
Litteratur
Christensen, B. T., Christiansen, J. K., & Hernandez-Bueno, J. P. (2022). Design intervention: Perspectives, processes and practices for creating sustainable change. IN Future Cities and Environment, 8(1), 1–15.
Degnen, C. (2016). Socialising place attachment: Place, social memory and embodied affordances. Ageing & Society, 36(8), 1645–1667.
Frantzeskaki, N., Dumitru, A., Anguelovski, I., Avelino, F., Bach, M., Best, B., & others. (2018). Urban experiments in sustainability transformations. In N. Frantzeskaki et al. (Eds.), Urban Sustainability Transitions (pp. 131–152). Routledge.
Scannell, L., & Gifford, R. (2010). Defining place attachment: A tripartite organizing framework. Journal of Environmental Psychology, 30(1), 1–10.
Skytt-Larsen, C., Nissen, S. B., & Hagelsø, A. M. (2022). Temporary Urban Projects: Proposing a Multi-Positional Framework for Critical Discussion. Journal of Urban Design.